Bibel & Bøn

Torsdage kl. 19-21. Giv venligst besked, om du kommer, på mobil: 30 69 16 03, også gerne med en sms.

Bibelen er den mest fantastiske bog! Den er levende, og den taler til alle, som vil lytte til den. Men man kan have brug for hjælp til at “lukke den op”.

Jeg prøvede for nylig at køre i en Maserati med næsten 500 HK. Jeg bakkede Maserati’en nogle få meter og kørte den lidt længere frem igen – i en indkørsel. Det var til en kornfirmation, hvor Maserati’en var lånt til glæde for konfirmanden. Ejeren var ikke til stede, og det var låneren heller ikke længere. Jeg fik bare lov til at flytte Maserati’en, så en anden bil kunne komme forbi. Jeg hørte fra låneren af bilen, at den faktisk var så livlig at køre i, så han blev køresyg, selv som chauffør… En så fed øse som Maserati’en krævede altså noget vejledning, tilvænning og øvelse, før den blev behagelig at køre i (selv om den havde 4 virkelig gode kopholdere 🙂 ).

Her i Frelsens Hær vil vi gerne være med til at lukke Bibelen op for dig! Bibelen kan uendeligt meget mere end Maserati’en. Vi har ikke forstået alt, men vi har forstået det væsentlige, og vi lærer stadig. Man skal lære så længe, man lever, og det gælder også, når vi skal lære Bibelen at kende. Lige så længe vi lever, vil Gud tale til os gennem Bibelen, Guds Ord. Ved hjælp af Bibelen lærer vi Gud at kende, vi lærer os selv at kende, og vi lærer hinanden at kende. Vi lærer at forstå, hvordan verden og universet hænger sammen. Bibelen siger om Gud: “Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.” (Salme 119 vers 105). Jeg forstår dette vers som, at når vi søger Gud i bøn og i Bibelen, så kaster Gud lys over vores liv, både over det næste skridt (“et lygte for min fod”), men også over vores mere langsigtede fremtid (“et lys på min sti”) (Salme 119). Men vi forstår eller ser ikke alt med det samme. Det ville vi slet ikke kunne håndtere, og vores fremtid er i høj grad også afhængig af vores egne valg.

Kom og lær Gud bedre at kende, og bliv klogere på dig selv, på andre og på verden. Og hent hjælp fra Gud sammen med os. Jesus siger: Bed, så skal der gives jer, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer (Matthæus Evangeliet kap. 7 v. 7)

Og selv om Bibelen ikke har kopholdere ligesom Maserati’en, sørger vi alligevel for kaffe/te og kage. Der er også tid nok til hyggesnak og jokes og ikke mindst til, at vi kan bede helt konkrete bønner for hinanden. Når vi beder specifikt og ikke generelt, ser vi nemmere, at Gud svarer vores bønner.